Start i vuggestue

En ny og anderledes hverdag for både barnet og forældrene

Forhåbentlig har I været rundt og se på flere forskellige vuggestuer og fået en af dem I har ønsket. Det er utroligt vigtigt at mavefornemmelsen er i orden, da tryghed og glæde hos forældrene gør det nemmere for barnet at falde til i institutionen. Barnet er meget opmærksomt på forældrene, og kan let fornemme hvis forældrene ikke er helt tilfredse med vuggestuen.

Når institutionen er anvist er det en rigtig god ide at gå på besøg, gerne flere gange, så I kommer til at kende huset og personalet på stuen.

At starte i vuggestue er en meget stor omvæltning for hele familien

Det er vigtigt de første dage at have god tid, og ikke gå fra barnet. Besøg på 1 til 2 timer er helt perfekt. Det vigtigste er faktisk, at barnet er glad ved ankomst, og glad når i går hjem. Så bliver det en glæde at gense vuggestuen igen dagen efter. Derefter kan tiden hvor barnet er i vuggestuen gradvis udvides de næste dage.  For de fleste børn er 1 til 2 uger nok til at være klar til at tage hul på en ny spændende hverdag.

Det er vigtigt for barnet, jer og personalet at informere så meget som muligt om jeres barn. Det betyder meget at personalet kender barnets rytme og vaner, så det kan blive efterlevet så meget som muligt. I starten er det en rigtig god ide at barnet har noget kendt med hjemmefra måske en bamse eller nusseklud og selvfølgelig sutten hvis en sådan bruges. Måske kan barnet også starte med at sove i sin egen barnevogn eller med sin egen dyne. Det er alt sammen med til at give tryghed og genkendelse i alt det nye.

Ved afsked med barnet i vuggestuen er det vigtigt, uanset hvor svært det er, at der tydeligt bliver sagt farvel/på gensyn så barnet ikke er i tvivl om at I går. Gråd er helt naturligt og går som regel over i løbet af få minutter. Det kan være en ide at ringe og blive beroliget efter lidt tid.

Uanset om det er mor, far eller begge der er med i opstarten er det vigtigt at give sig god tid til barnet når det skal hentes igen.

Hjemme vil der ofte komme en reaktion på opstarten. Barnet bruger mange resurser på alt det nye. Ofte bliver barnet mere træt og har mere brug for far og mor. Derfor er det vigtigt at tage det roligt i starten, og ikke have for mange aftaler og gøremål.

Jette Hjortshøj

Pædagog og ejer af

Børn i balance

Følg Børn i balance

Kom og mød mig og holdet bag Børn i balance. Vidste du f.eks at Børn i balance er familiedrevet? Find ud af hvem vi er og meget mere her:

No comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.